fbpx
06. marts 2019

Servicechef: Branchen skal lægge en strategi og tage teten

Af: Mikkel Svinth Rødgaard

Foto: Pressefoto

Brøndums servicechef Susanne G. Christensen kom til installationsbranchen fra Falck i efteråret 2018. Hun synes, branchen skal blive bedre til at sælge sig selv og sine kompetencer, tænke mere strategisk og arbejde sammen på tværs.

Hvad er din funktion?

Jeg er servicechef. Det vil sige, at jeg har ansvaret for den division i Brøndum, som har serviceaftaler inden for vvs, ventilation og sprinkling på landsplan.

 

Hvordan er du havnet i installationsbranchen?

Når jeg kigger på et job, så ser jeg ikke så meget produktet, men hvad det er for en funktion, og hvad det er for en opgave, jeg har. For mig er det en ledelsesmæssig opgave at få mennesker til at arbejde sammen på tværs af siloer og tænke anderledes. Det er lidt tilfældigt, at det blev en vvs-virksomhed.

 

Hvad er din baggrund?

Jeg kommer fra en tilsvarende funktion i Falck. Det var service af brandslukkere og var på samme måde en landsdækkende organisation, hvor vi skulle leve af at sælge service. Den ledelsesmæssige opgave var tilsvarende at tænke udefra og ind og arbejde på tværs af organisationen.

Læs også: HR-chef: vvs’ere er et kærligt folkefærd

 

Hvad har overrasket dig mest ved installationsbranchen?

Lønningerne! De er høje i forhold til, hvor jeg kommer fra. Det har også overrasket mig, hvor tilfældigt det er, hvilke kunder man har. Kunderne er grundlæggende dem, der ringer og beder os om at komme. Man finder ikke selv ud af, hvad det egentlig er, man vil, hvad det er for nogle kunder, man gerne vil have, og hvad det så er for nogle kompetencer, man skal bygge op i forhold til det.

 

Hvad kan branchen blive bedre til?

Det er ligesom at tage teten og finde ud af, hvad det er for en værdi, man kan tilføre, og hvordan man så kan blive bedre til det. Branchen er heller ikke så god til at sprede budskabet om, hvor god man egentlig er og dele ud af den enorme viden, som rent faktisk er i branchen.

Jeg synes også, man burde tænke mere i samarbejde – både med kunder og leverandører, men i virkeligheden også med konkurrenterne. Hvordan kan vi blive stærkere, hvis vi samarbejder frem for at grave os ned i hver vores skyttegrav eller silo. Man går glip af så meget ved at gøre det.

 

Hvad er branchen særligt god til?

Jeg synes for det første, at man yder en ypperlig service og en høj kvalitet i branchen. Man er hurtigt ude, og når folk har brug for hjælp, står vi til rådighed. Der er ingen dikkedarer. Er der et sprængt vandrør, så er vi der med det samme. Og så er branchen er fuld af gode og dygtige mennesker, som måske bare ikke er bevidste om, hvor dygtige de egentlig er. De underkender sig selv. Grundlæggende er det min opfattelse, at der en høj kvalitet i det, som bliver lavet, og så er der generelt en meget bred viden.