fbpx
06. september 2021

SIK strammer kontrollen på byggepladser

Af: Lasse Andersen

Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix

Sikkerhedsstyrelsen vil fremover politianmelde installationsvirksomheder, hvis de gentagne gange bryder reglerne for midlertidige installationer på byggepladser. Meldingen kommer efter, at kontrolbesøg har afsløret sjusk med elsikkerheden.

Ud af 787 udførte tilsyn i 2021 har Sikkerhedsstyrelsen fundet 189 overtrædelser af reglerne om midlertidige elinstallationer på danske byggepladser. Dermed fortsætter tendensen fra 2020, hvor styrelsens kontroller afslørede fejl på hver fjerde byggeplads.

Læs også: SIK: For mange fejl på byggepladser

Det høje antal fejl får nu virksomhedschef i Sikkerhedsstyrelsen Søren Muff til at true med politianmeldelse, hvis de samme installationsvirksomheder flere gange bliver tage i at sjuske med elsikkerheden på byggepladserne.

– Vores tilsynsførende vil fremover registrere den ansvarlige installatørvirksomhed på de overtrædelser, vi finder. Er der en virksomhed, der gentagne gange dukker op i vores system med overtrædelser, vil vi politianmelde den pågældende virksomhed, siger han.

Små og store fejl
Blandt de 189 overtrædelser er der ifølge Sikkerhedsstyrelsen mindre fejl som kabler på gangveje, men også alvorlige regelbrud som manglende jordspyd og manglende eller forkert RCD på tavlens CEE-stikkontakter. Der er også konstateret hovedforsyningskabler på veje, hvor der køres med store og tunge maskiner.

Hos TEKNIQ Arbejdsgiverne understreger underdirektør Simon O. Rasmussen, at elsikkerheden skal tages alvorligt, og at fejl ikke er i orden. Han har bedt Sikkerhedsstyrelsen om indblik i tallene, så det bliver muligt at se, hvordan de forskellige overtrædelser fordeler sig.

– Vi vil meget gerne have indblik i, hvor mange af fejlene, som er alvorlige og også hvor mange af fejlene, som installationsvirksomhederne er ansvarlige for. I nogle tilfælde kan fejl opstå, når andre håndværksfag benytter en i øvrigt lovlig installation på en ulovlig måde , siger Simon O. Rasmussen.

Han oplever, at mængden af fejl på byggepladser – små som store – desværre ofte stiger i perioder, hvor der er meget tryk på byggeriet som nu.

Fakta om elinstallationer og tilsyn på byggepladser:

  • I 2021 har Sikkerhedsstyrelsen udført 784 tilsyn på byggepladser inden for el-området.
  • Tilsynene er uvarslede. Det vil sige, at byggepladserne ikke forud for besøget får besked om, at de vil finde sted.
  • Det er typisk en autoriseret elinstallatørvirksomhed, der har ansvaret for installationen til og med fast tilsluttet materiel.
  • Elinstallationer på byggepladser skal efterses af en autoriseret elinstallatørvirksomhed hver tredje måned.