01. marts 2019

Sikkerhedsstyrelsen kontrollerer byggepladsers elsikkerhed

Af: Mikkel Svinth Rødgaard

Foto: Colourbox

Sikkerhedsstyrelsen fører lige nu tilsyn med elinstallationerne på 100 byggepladser med særlige krav til elsikkerheden. Tilsynet er landsdækkende og uvarslet.

Midlertidige installationer kan blive beskadiget af vejr og vind på byggepladserne. I værste fald bliver de farlige for håndværkere og andre, der færdes på pladserne.

Derfor fører Sikkerhedsstyrelsen nu tilsyn med midlertidige elinstallationer hos 100 byggepladser fordelt over hele landet.

En af de ting, som Sikkerhedsstyrelsen vil føre tilsyn med, er, at installationerne bliver tjekket hver tredje måned af en autoriseret elinstallatørvirksomhed.

– Erfaringsmæssigt ved vi, at vejr og vind på byggepladserne sætter sit præg på de midlertidige elinstallationer. Vi kigger blandt andet på, at installationerne bliver tjekket mindst hver tredje måned af en autoriseret elinstallatørvirksomhed, og at stikkontakter til eksempelvis håndværktøj er beskyttet med en fejlstrømsafbryder, siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen Søren Assenholt Muff til Sikkerhedsstyrelsens egen hjemmeside.

Sikkerhedsstyrelsen vil desuden blandt andet kontrollere, at der er etableret jordforbindelse på byggepladsen, og at elmateriel ikke er defekt.

Tilsynet er uvarslet. Det vil sige, at byggepladserne ikke forud for besøget får besked om, at det vil finde sted.

 

5 gode råd til elsikre byggepladser

Ryd op i ledninger og kabler, så de ikke ligger steder, hvor man går eller kører

Brug kun stikpropper med tre eller fem ben sammen med forlængerledninger og kabeltromler

Tilslut kun dit værktøj, hvis der er en fejlstrømsafbryder

Tjek eltavlen for skader

Tilkald en elinstallatør mindst hver tredje måned

Læs flere gode råd her

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen