fbpx
09. april 2021

Simon har gjort det nemt at fastgøre kabler

Af: Michael Degn

Foto: Kåre Viemose

Simon Godthåb Nielsen, som er elektriker i Skals Installationsforretning, har opfundet et nyt produkt, der erstatter de klassiske strips. Han drømmer om at skabe en international salgssucces.

Et lille stykke plastik skal fyre op under Simon Godthåb Nielsens iværksætterdrøm. Med få klik kan det fjerne besværet med strips, når kablerne skal sættes fast i føringsvejene.

– Jeg pakker dem selv hjemme i garagen, når børnene er puttet. Når man brænder for det, så finder man tid til det. Og så er det fedt, når der kommer en stor ordre på produktet, siger 30-årige Simon Godthåb Nielsen.

Han er til daglig elektriker hos Skals Installationsforretning A/S nord for Viborg, men selve drømmen om at skabe noget selv begyndte at tage form for mange år siden. Faktisk helt tilbage da han som 13-årig arbejdede i en fødevarevirksomhed, hvor han lagde mærke til kablerne i føringsvejene.

– Jeg kunne se, hvor ulækre sådan nogle føringsveje kunne blive af fedt og snavs, der sætter sig ved kablerne, hvor man ikke har mulighed for at vaske, siger Simon Godthåb Nielsen.

Det var dog først for to et halvt år siden, at han for alvor forfulgte idéen. Han var blevet udlært elektriker og kunne derfor se behovet med faglige øjne. Simon Godthåb Nielsen kastede sig sammen med en gammel skolekammerat over udviklingen af det, der siden er endt med Sibritech Cable Mount. I praksis et stykke plastik, der let kan klikkes af og på i føringsvejene og fastholde kablerne helt uden brug af strips.

– Udgangspunktet var at lave et produkt, der kunne rengøres og var målrettet fødevare- og medicinalindustrien, men siden fandt vi ud af, at de faktisk også er omkring fire gange hurtigere at arbejde med i forhold til traditionelle strips, siger Simon Godthåb Nielsen.

Simon Godthåb Nielsen (th) med sin chef, indehaver af Skals Installationsforretning A/S, Ole Jensen. Han har også investeret i sin elektrikers selskab, da han tror på potentialet i opfindelsen.

Klar, parat… corona
De første 1000 enheder blev produceret i januar sidste år efter utallige forsøg med prototyper i 3D-print. Nu var Sibritech klar til at fyre den helt store vækstkanon af med salgsfremstød og messebesøg. Og så kom coronaen og lagde alting dødt. En oplevelse Simon Godthåb Nielsen på sindigt jysk betegner som ”godt nok træls”. Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, og ”corona-pausen” er blevet udnyttet til at produktudvikle, så der i dag er seks forskellige modeller af produktet i stedet for bare én enkelt model.

– Nu er vi klar, når salget eksploderer, siger Simon Godthåb Nielsen med iværksætterens målrettede tro på produktet bag den rolige facade.

Indtil videre er der solgt mere end 20.000 styk via grossisterne Jens A., MTO og AO. Simon Godthåb Nielsen betegner det som tilfredsstillende i det første år, men der er ingen tvivl om, at ambitionerne rækker til at komme langt ud over landets grænser.

– Der skal sælges mange, før det kan løbe rundt. Det er jo ikke Arne Jacobsen-design, vi sælger, siger Simon Godthåb Nielsen.

Dansen med løverne
I en tid hvor tv-seerne flokkes om iværksætterprogrammer som ”Løvens Hule”, ligger det ligefor at spørge om, hvornår Simon Godthåb Nielsen selv toner frem på skærmen med sit produkt.

– Det er da en drøm at komme med, men der skal nok gå et til to år, før vi er klar, siger han.

Det kommer også an på, hvad løverne kan komme med. Han peger selv på den tidligere deltager, Hummel-direktør Christian Stadil, som et godt bud. I viften af hans virksomheder er der blandt andet fødevarevirksomheden Lactosan, der producerer noget så eksotisk som pulverost.

– Han kunne derfor være mest attraktiv for os at få med ombord, siger Simon Godthåb Nielsen.

Mester med i markedet
Hjælp skal der til, når man kaster sig ud i iværksætteri. Særligt det administrative og markedsføringen har været en stor mundfuld, da han som elektriker ikke er vant til at fokusere på den del. Af samme grund er det rart at søge råd og vejledning hos en mentor, og det finder den nye iværksætter blandt andet hos sin chef, Ole Jensen. Han har gennem en lang årrække drevet Skals Installationsforretning A/S og har sideløbende udviklet forskellige produkter. Af samme grund genkender han iværksættertrangen hos sin unge medarbejder og forsøger at hjælpe ham på vej.

– Jeg synes, vi supplerer hinanden godt, og så er jeg imponeret over hans initiativ og begejstring. Samtidig er jeg da også stolt over, at han vil have sin gamle mester på 67 år med i projektet, siger Ole Jensen med et glimt i øjet.

De gode råd er fulgt af en økonomisk opbakning, da han har købt 15 procent af virksomheden. Det samme har hans søn, Søren Jensen, der også er medejer af Skals Installationsforretning, hvor Sibritech i øvrigt har firmaadresse. På den måde er der mange hatte at forholde sig til i dagligdagen, men det fungerer ifølge begge parter gnidningsløst.

Det har krævede utallige udviklingsforsøg at finde frem til de helt rigtige produkter, før produktionen kunne sættes i gang hos det lokale plaststøberi i Skals.

– Jeg er jo sådan set Oles chef her i Sibritech, men det er ikke noget, der ødelægger noget. Tværtimod fungerer det megagodt, siger Simon Godthåb Nielsen.

Udover erfaring, netværk og kapital har Ole Jensen også kastet en af sin egne opfindelser ind i selskabet. Det er en lille plade med et hul og en møtrik i, der sikrer, at ledningskanalerne ikke falder af tavlelågerne. Nu bliver den markedsført som Sibritech Cable Tray Brackets, og den slags håber Simon Godthåb Nielsen, at der kommer meget mere af i fremtiden.

– Jeg tænker, at Sibritech skal være et udviklingshus med en række forskellige idéer og produkter, som vi kan levere til elbranchen, siger han.

Og det må meget gerne blive stort, da han gerne vil være iværksætter på fuld tid.

– Det var fedt at få det i produktion, og jeg drømmer da om, at det bliver stort i forhold til eksport, men det har aldrig været min ambition at få kæmpe rigdom ud af det. Det er min drøm at skabe noget, siger Simon Godthåb Nielsen.