fbpx
17. april 2019

Det smarte hjem skal blive klogere

Af: Mikkel Svinth Rødgaard

Foto: Arkivfoto. Kaare Viemose

Elinstallationsvirksomheden Arne Hald A/S og vvs-installationsvirksomheden Mogensen VVS Comfort har deltaget i et pilotprojekt om smart home-industrien. Det er et marked med et stort potentiale, men den teknologiske udvikling er endnu ikke langt nok til, at installatørerne har en oplagt rolle at spille, mener deltagerne.  

Det var med et mål om at blive klogere på smart home-markedet og dets potentiale, at både Arne Hald A/S og Mogensen VVS Comfort meldte sig til Aarhus Universitets Projekt Smart Home, som er et forsknings- og innovationsprojekt med fokus på virksomheder, der udvikler, producerer, installerer eller servicerer IoT-baserede produkter og services til private hjem.

De to virksomheder ligger side om side i Holstebro, og de har også nogenlunde samme konklusion omkring smart home-markedet efter at have deltaget i pilotprojektet, som sluttede i marts:

Læs også: De første smart home-piloter er færdige

Markedet står foran et gennembrud, og mulighederne er uendelige. Det bliver bare ikke foreløbig, at installatørerne kommer på banen. Teknologien er ganske enkelt ikke nået langt nok endnu, vurderer de.

– Vi har bestemt fået udbytte af vores deltagelse. Det er for eksempel altid godt at høre, hvordan andre ser på tingene, og vi deltog også for at komme i dialog med andre af markedets aktører og producenter. Men vi er samtidig blevet bekræftet i, at markedet som sådan ikke er helt modent endnu, siger Dennis H. Christiansen, medejer og leder af It-afdelingen i Arne Hald A/S.

Søren Mogensen, indehaver af Mogensen VVS Comfort, vil også vente på, at markedet – og teknologien – kommer længere.

– Det er stadig et marked under udvikling. Kommunikationsplatformene er ikke endeligt på plads, så man som forbruger eller installatør har let ved at koble tingene op uden, at det skal foregå på flere forskellige platforme, fabrikanter og systemer. Så meget ’smart home’ er der ikke over tingene endnu, siger han.

“Hvad er et smart home? Der er nogen, som mener, de har et smart home, hvis de bare har en google-højttaler eller et par Philips Hue-pærer. Vi tænker som installatører måske, at det er, hvis man har det store IBI-system med KNX eller IHC-styring, og det er ikke nødvendigvis det, befolkningen tænker.”

– Dennis H. Christiansen, medejer og leder af It-afdelingen, Arne Hald A/S

Der er allerede masser af produkter og teknologier på markedet. Problemet er, at de forskellige produkter ikke taler sammen på tværs af fabrikater og platforme.

– Der er ikke et fælles sprog. Hvis man koblede alle de utallige produkter og teknologier, som allerede findes, op i et hus i dag, så skulle man bruge én app til at styre husets temperatur, en anden app til gardinerne, en tredje til robotplæneklipperen og en fjerde app til at spille musik. Der mangler en fælles platform – ét sted man kan få det hele til at fungere. Den eksisterer endnu ikke, og den mangler, siger Søren Mogensen.

Gør-det-selv-smart home

Der findes allerede i dag mange ’smarte’ produkter, som i princippet hører ind under smart home-kategorien. Der bliver solgt masser af smarte højttalere og lyskilder, man kan styre fra en app og musikanlæg med meget mere. Der er samtidig opstået et gør det selv-marked parallelt med det professionelle marked.

– Hvad er et smart home? Der er nogen, som mener, de har et smart home, hvis de bare har en google-højttaler eller et par Philips Hue-pærer. Vi som installatører tænker måske, at det er, hvis man har det store IBI-system med KNX eller IHC-styring, og det er ikke nødvendigvis det, befolkningen tænker, siger Dennis H. Christiansen.

Som udgangspunkt er det faktisk Dennis H. Christiansens opfattelse, at smart home som begreb for rigtig mange forbrugere mest handler om at eksperimentere med eksempelvis Philips Hue-pærer og Google Home-produkter, som de køber i Elgiganten. Og den slags produkter er så billige, at installatørerne ikke rigtig har nogen rolle at spille.

– En af vores medkursister gik ud for at købe de her produkter for at prøve dem ordentligt. Det endte med, at han skulle have fat i seks forskellige ’hubs’ og syv apps, og så kunne nogle af produkterne tale sammen i et begrænset omfang. Det kunne virke, men det kunne lige så godt fejle. Det er ikke noget, vi som professionelle tør gå ud at sælge. Så skal det i hvert fald sælges med en eller anden serviceaftale, hvor kunden betaler et månedligt beløb, for at der kan rettes op på de fejl, som vil komme, siger han.

Men det vil forbrugerne formentlig ikke betale for, vurderer Dennis H. Christiansen.

– Folkene bag Projekt Smart Home havde for eksempel spurgt brugere, hvad der skulle til, for at de ville vælge at investere i smart home. Og der var svaret typisk, at det ikke skulle koste ret meget mere end 500 kroner, så de selv kunne teste produkterne. Det kunne typisk være, at de købte sådan en Philips Hue-startpakke. Sådan en ville vi aldrig kunne sende en mand ud for at installere, for inden vi når at få bestilt produkterne hjem og sendt en mand afsted til kunden, er pengene jo væk i timeløn, siger Dennis H. Christiansen.

Vil lægge sig i slipstrømmen

Både i el- og vvs-virksomheden er næste skridt at holde øje med udviklingen. For installatørerne kan ikke for nuværende gøre andet end at vente på, at forudsætningerne for at drive forretning på smart home-området bliver bedre, mener de to virksomheder.

– Det er ikke os, der kan sætte tempoet, og vi kommer lidt til at stå i slipstrømmen af udviklingen. Vi er først og fremmest meget afhængige af producenterne. Hvis de skaber et behov ude hos slutbrugerne, så er vi klar til at stå på og deltage, siger Søren Mogensen og fortsætter:

– Vi er lidt fanget mellem producenterne og kunderne. Hvis kunden ikke efterspørger det, producenterne laver, så har vi ingenting at lave. Og hvis producenterne ikke har et interessant produkt, så har vi heller ikke noget at lave. Installatørerne kan ikke rigtig udvikle noget – vi kan implementere det, når det kommer, siger han.

I Arne Hald er der heller ingen konkrete planer, og det var heller ikke det, der var målet med at deltage i Projekt Smart Home.

– Jeg havde jo ikke forventet, at vi ville få en to-do-liste, hvor vi fik en klar opskrift på, hvordan man laver smart homes – for det ved vi ikke endnu. Det er der jo ingen, som ved. Markedet er på vej op igen efter at have været nede i en bølgedal. Tidligere har vi jo lavet mange huse med IHC-styringer i, og det blev efterhånden uinteressant for forbrugerne. Men det kan være, at markedet snart får en renæssance – specielt når produkterne og teknologierne i højere grad kan spille sammen. Og når det så sker, skal vi finde vores rolle som installatører, siger Dennis H. Christiansen.

Søren Mogensen er glad for den indsigt, han har fået, og han mener, det er naturligt, at der opstår flere spørgsmål, end man får svar, når man begynder at interessere sig for et marked på et tidligt stadie.

– Men der er ingen tvivl om, at vi som installatører kommer til at skulle udvikle vores virksomheder til også at kunne kommunikere på de her platforme. Det er nok ikke lige i morgen, men måske nok inden for fem år, siger Søren Mogensen.