08. marts 2019

TEKNIQ-formand anbefaler ja til fusion

Af: Anne Birkelund

En fælles organisation vil få mere styrke, øget indflydelse og et skarpere fokus. Det er en af grundene til, at TEKNIQs formand Henrik Fugmann anbefaler medlemmerne at stemme ja til en fusion med Arbejdsgiverne.  

I denne måned skal TEKNIQs medlemmer beslutte, om de vil stemme for eller imod en fusion med Arbejdsgiverne. Begge de to organisationers bestyrelse anbefaler et ja. TEKNIQs formand er da heller ikke et øjeblik i tvivl, når man spørger ham om fordelene ved en fusion.

– Vi vil få en yderst slagkraftig organisation, der vil arbejde for virksomhedernes interesser. Det vil være en organisation, hvor virksomhederne er i centrum. De skal opleve, at medlemskabet giver reel værdi for deres virksomhed, og at både interessevaretagelsen og medlemsservicen afspejler deres behov, siger han.

Læs også: En stærkere og mere slagkraftig organisation 

I den fælles organisation vil der udover el- og vvs-virksomhederne være virksomheder, der arbejder med fremstillingsopgaver inden for metalområdet, og flere andre mindre grupper.

– Det vil blive en større organisation med et bredere fokus, end TEKNIQ har i dag. Men det er fortsat en organisation, der har fokus på bestemte brancher og ikke bare på volumen. Organisationen skal være optaget af, hvad der er bedst for medlemmerne og ikke af størrelsen. Og på langt de fleste områder er der et grundlag for fælles holdninger og fælles aktiviteter, siger Henrik Fugmann.

Kan tale med én stemme
Fælles for virksomhederne er nemlig, at de udvikler og udfører tekniske løsninger. Det vil blandt andet sige installationer i bygninger og fremstilling af tekniske produkter, der bruges i byggeriet og industrien. Desuden er der oftest tale om ordreproduktion og skræddersyede løsninger.

– Alle virksomhederne har behov for fleksibilitet i ansættelsesforholdene og for mere rummelige overenskomster. Alle virksomheder er afhængige af faglært arbejdskraft og stærke og attraktive erhvervsuddannelser. Og alle virksomhederne har behov for færre administrative byrder, konstaterer Henrik Fugmann.

– Ved at tale med én stemme kan vi få øget indflydelse og taletid, og jeg er ikke i tvivl om, at én fælles organisation kan gøre det bedre end to organisationer hver for sig, understreger TEKNIQ-formanden.

Må ikke være sig selv nok
Både TEKNIQ og Arbejdsgiverne har tradition for at være tæt på medlemmerne. Det vil ifølge Henrik Fugmann også være et af kendetegnene i den fælles organisation.

– Det er bestyrelsen, der fastlægger den overordnede linje, men det er samtidig vigtigt at sikre en arbejdsform, så de enkelte medlemsgruppers særlige behov og synspunkter også indgår i organisationens arbejde. Det kan være i form af sektioner, ligesom vi allerede har det i TEKNIQ i dag eller dialoggrupper, fokusgrupper og andre måder, hvor man kan bruge det netværk af kompetencer, som medlemskredsen repræsenterer, siger han.

Som en anden vigtig værdi fremhæver han, at organisationen skal være drevet af medlemmernes behov og ikke være sig selv nok.

– Den fælles organisation skal være præget af et ønske om at være konstruktiv og fremsynet. Og den skal søge indflydelse i forhold til de dagsordner og emner, der helt konkret har betydning for medlemsvirksomhederne. Der er ingen tvivl om, at medlemmernes forventninger til deres organisation vil være endnu større i fremtiden. Ved at samle kræfterne vil vi få en organisation, der kan leve op til fremtidens krav, siger Henrik Fugmann.

Drøftelser siden august 2018
Drøftelserne om en fusion har været i gang lige siden august 2018, hvor de to organisationers bestyrelser gav grønt lys til at indlede dialogen. Hen over efteråret og vinteren har der været afholdt en række møder, hvor man har diskuteret alt fra kontingentstruktur, overenskomster og årsdage til antallet af bestyrelsesmedlemmer og forholdet til SMVdanmark.

Samtidig har der i begge organisationer været afholdt medlemsmøder rundt om i landet, hvor medlemmerne har kunnet komme med input og kommentarer, og den 26. februar 2019 sagde TEKNIQs bestyrelse ja til, at oplægget nu sendes til afstemning.

I TEKNIQ sker afstemningen elektronisk i form af en urafstemning blandt alle medlemmerne i løbet af marts. Hos Arbejdsgiverne vil afstemningen komme til at foregå på en ekstraordinær generalforsamling den 26. marts 2019. Herefter vil resultatet blive offentliggjort, og hvis det bliver et ja, er fusionen en realitet.