24. oktober 2018

TEKNIQ opjusterer vækstskøn

Af: Anne Birkelund

For femte år i træk øger installationsbranchen væksten. I første halvdel af 2018 er den steget med fem procent, og TEKNIQ opjusterer nu sit vækstskøn for både i år og næste år.

Installationsbranchen er i god form med solid omsætningsvækst og historisk høj beskæftigelse. Det viser en ny markedsanalyse fra TEKNIQ Installationsbranchen, der gør status over årets første halvdel.

–Installationsbranchen har igen i år haft flot fremgang og er en vigtig vækstmotor i dansk økonomi, siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i TEKNIQ.

Branchens omsætning er vokset med 1,2 milliarder kroner i første halvår af 2018 i forhold til samme periode sidste år. I vvs-branchen er væksten steget med 7,2 procent, mens den i el-branchen er på 3,4 procent. Derfor hæver TEKNIQ nu sit vækstskøn fra tre til fire procent for 2018.

– Væksten er først og fremmest drevet af højkonjunkturen i dansk økonomi. Tilflytning til byerne, lave renter og høje boligpriser har for alvor sat skub i boligbyggeriet, og erhvervslivets investeringer i energieffektive bygninger og automatiseret produktion stiger. Endelig er der en række store offentlige anlægsopgaver, som for eksempel sygehusbyggerier, der topper i disse år, forklarer Niels Jørgen Hansen.

Ny beskæftigelsesrekord
Samtidig oplever hver tredje el- og vvs-virksomhed mangel på arbejdskraft, og det har ikke ændret sig væsentligt inden for det seneste år. På trods af den meget lave ledighed blandt elektrikere og vvs’ere er det lykkes for branchen at øge beskæftigelsen til 46.650 personer, hvilket er ny rekord.

–Virksomhederne ansætter flere lærlinge, og de er blevet bedre til at fastholde og rekruttere nye medarbejdere med forskellige profiler. Branchen har på den måde formået at opretholde væksten og følge med de voksende ordrebøger uden, at det er kommet ud af kontrol, siger Niels Jørgen Hansen.

Han fastslår samtidig, at branchen skal blive ved med at udvide arbejdsstyrken ved at ansætte endnu flere lærlinge, trække folk tilbage til branchen og rekruttere nye typer af medarbejdere. Desuden skal branchen se på mulighederne for udenlandsk arbejdskraft, så manglen på arbejdskraft ikke bliver en hindring for de kommende års vækst.

Stadig ledig kapacitet
Den nye markedsanalyse viser også, at der er stor forskel på, hvor travlt der er i installationsvirksomhederne. Antallet af konkurser er steget i 2018, konkurrencen er hård, og der er stadig tydelige geografiske forskelle.

Hver tiende installationsvirksomhed har ledig kapacitet, og branchens samlede omsætning er stadig otte procent lavere end for ti år siden, inden krisen satte ind.

– Vi er optimistiske, men der er også enkelte mørke skyer. Dansk økonomi vil blive påvirket af begivenheder i udlandet som en hård Brexit og handelskrigen mellem Kina og USA. Det kan dæmpe vækstmulighederne på lidt længere sigt, og samtidig vil aktiviteten fra de store offentlige byggerier, der er i gang lige nu, dale, siger Niels Jørgen Hansen.

Han vurderer, at væksten vil fortsætte til næste år, men at den vil være et procentpoint lavere end i år. Der er dog stadig tale om en opjustering af vækstskønnet også for 2019 – fra 2,5 procent til 3 procent.