fbpx
02. marts 2020

Tilskudsstop koster kunde 150.000 kroner

Af: Michael Degn

Knudsker El på Bornholm må se langt efter et tilskud på i alt 150.000 kroner til et projekt med grønne energiløsninger, da Energispareordningens puljer er tomme.

I slutningen af november udformede Peter Lund Olsen et stort projekt med solceller, varmepumper og LED-belysning for en industrivirksomhed. De grønne energiløsninger ville kaste minimum 150.000 tilskudskroner af sig fra Energispareordningen. Dengang.

Få måneder senere er tilskuddet forduftet i skyen af fossile brændstoffer, da Energispareordningens puljer er tomme ved udgangen af marts. Og det er ikke realistisk at få projektet færdigt til den tid.

Læs også: Tilskudsordning smækker kassen i før tid

– Jeg havde i mit hoved den forventning, at ordningen fortsatte til udgangen af 2020. Derfor var jeg noget overrasket over beskeden om, at den allerede nu er ved at forsvinde. Det er kedeligt at skulle gå tilbage til kunden og forklare det, siger Peter Lund Olsen, direktør i Knudsker El (billedet).

Projektet har en samlet prisseddel på 4,2 millioner kroner. Det omfatter 250 kW solceller, 11 stk. varmepumper på 22 kW, der skal erstatte for oliefyr. Dertil kommer udskiftning af 25 lagerlamper samt 600 LED-belysninger.

Et skridt tilbage

Da politikerne på Christiansborg besluttede at stoppe den nuværende Energispareordning var det med beskeden om, at den ville fortsætte til 2020. Det kan bare ikke lade sig gøre, når puljerne på udbetalingerne allerede nu er ved at være udtømte. Faktisk er puljerne til TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemmer nogle af de sidste tilbage, da flere andre puljer allerede er lukket ned ved årsskiftet. På Bornholm har Peter Lund Olsen svært ved at forstå logikken i det.

– Mange er rigtig forvirrede over det her. Man taler om 70 procent reduktion i energiforbruget inden 2030, men politisk virker det som om, man går den modsatte vej. Hvis jeg var med til at beslutte det her, så ville jeg være nervøs. Man har et problem, når man lukker en ordning, før den nye ordning er klar, siger Peter Lund Olsen.

Læs også: Boligejerne har brug for en grøn gulerod

I hans konkrete sag har industrivirksomheden valgt at gennemføre projektet alligevel, da tilbagebetalingstiden trods alt stadig er relativ overkommelig. Peter Lund Olsen tror heller ikke, at det manglende tilskud vil ramme allerede planlagt projekter, men til gengæld vil alle nye projekter blive lagt på is.

– Jeg tror, at det vil bremse en stor del af boligforbedringerne, da folk venter på det nye tilskud, siger Peter Lund Olsen.

Den nye Energispareordning skal efter planen gå i gang til årsskiftet, men indtil videre er indholdet af den ikke kendt.