fbpx
27. april 2020

Udviklingens mand takker af

Af: Lasse Andersen

Efter 31 år som direktør har 65-årige Niels Jørgen Hansen valgt at stoppe i TEKNIQ Arbejdsgiverne. En lang og succesfuld karriere blev rundet af med en fusion, der samler installationsbranchen og sikrer organisationen et stærkt fundament. ”Nu skal der nye øjne på, så organisationen kan indfri det potentiale, den nye størrelse berettiger til”, lyder det fra den afgående direktør.

”Hvad ved dette unge menneske så om ELFO’s specielle forhold og problemer? Det er nok ikke meget – sådan fra den ene dag til den anden.”

“Unge Hansen” i 1989 da han som 34-årig blev ansat som administrerende direktør i ELFO.

Sådan skrev den daværende formand for Elinstallatørernes Landsforening (ELFO), ingeniør Th. Grinsted, på lederpladsen i fagbladet Electra, da en 34-årig Niels Jørgen Hansen i 1989 blev ansat som direktør for organisation.

Knap 31 år senere har ”unge Hansen”, som han ofte blev kaldt i starten af karrieren, ikke bare fået branchens udfordringer helt ind under huden, han har også stået i spidsen for en kolossal udvikling og talrige overenskomstforhandlinger. Og så har han ført organisationen sikkert gennem to fusioner. Første gang da ELFO og Dansk VVS i 2001 blev slået sammen til TEKNIQ – og igen sidste år da TEKNIQ og Arbejdsgiverne blev til én organisation.

Nu har han besluttet, at det er tid til at takke af ved udgangen af denne måned.

Læs også: Niels Jørgen Hansen går på pension

–  Efter fusionen med Arbejdsgiverne sidste år har vi et stærkt fundament, men der er stadig potentiale for at udvikle organisationen yderligere. Derfor mener jeg, det er rigtigt at gennemføre et generationsskifte nu, siger Niels Jørgen Hansen og uddyber:

– Vi er blevet en større organisation, og dermed er vi også berettiget til en større plads i den offentlige debat og i organisationslivet. Den plads skal vi have tilkæmpet os, og det tror jeg, at en ny mand vil have lettere ved at gøre end mig. Der er behov for nye øjne for at bringe organisationen videre frem i de kommende år.

Udviklingens mand
Den udviklingsorienterede tilgang til tingene er et fast kendetegn ved Niels Jørgen Hansen. Der er ikke noget arbejde, som er gjort færdigt. I stedet bruger han vendinger som ”et stærkt fundament, der skal bygges oven på” eller ”vi er nået et stykke, men der er stadig udfordringer”. Udvikling er et andet nøgleord, når man beder ham om at fremhæve nogle af de resultater, han har opnået i løbet af sin karriere.

– Jeg er stolt af, at det gennem fusioner og løbende udvikling af organisationen er lykkedes at sikre, at brancherne er samlet og står organisatorisk stærkere end nogensinde. Det er ikke ensbetydende med, at vi er fredet, og alt er roligt. Alle organisationer skal blive ved med at udvikle sig, og der er fortsat konkurrence, men vi har et stærkt udgangspunkt, siger Niels Jørgen Hansen og fremhæver gevinsterne ved at bruge kræfterne sammen.

– Før TEKNIQ blev en realitet, kæmpede ELFO og Dansk VVS hver for sig – med begrænsede resurser – for at levere konkurrencedygtig service og for at få mere indflydelse. Indtil for et år siden var historien den samme med TEKNIQ og Arbejdsgiverne. De var hver deres organisation, som brugte kræfterne på at udvikle aktiviteter hver for sig – og nogle gange også på at konkurrere og drille hinanden. Det er heldigvis fortid nu, og vi udnytter den synergi, der ligger i at bruge resurserne sammen og skabe fælles resultater, konstaterer Niels Jørgen Hansen.

Virksomhederne har udviklet sig kolossalt i de årtier, jeg har været direktør. De er blevet meget mere professionelle, og de bliver stillet over for nogle skrappere krav end tidligere

Skrappere krav
De ekstra resurser er nødvendige for at leve op til de forventninger, medlemmerne har til deres organisation i dag.

– Virksomhederne har udviklet sig kolossalt i de årtier, jeg har været direktør. De er blevet meget mere professionelle, og de bliver stillet over for nogle skrappere krav end tidligere fra myndighederne, fra kunderne og fra markedet. Det stiller naturligvis også større krav til den organisation, der skal hjælpe dem, når de møder udfordringer. TEKNIQ Arbejdsgiverne skal være i stand til at levere en service til medlemmerne, som matcher det niveau, deres kunder har, når det gælder kompetence og professionalisme. Det ville tre selvstændige organisationer ikke kunne have gjort i dag – og derfor skal vi glæde os over, at brancherne er samlet, siger Niels Jørgen Hansen.

I hans øjne skal en organisation i dag – udover at levere medlemsservice på højt niveau – også være på forkant, så den har mulighed for at inspirere medlemsvirksomhederne.

– Jeg har arbejdet for, at vi er en organisation, som ikke bare administrerer men også inspirerer. Vi skal være med til at udvikle og forandre. For 30 år siden var organisationens rolle mere at beskytte, og det skete ofte, at medlemmerne brokkede sig over, at man ikke så noget til organisationen. Det har jeg hele vejen forsøgt at ændre, for vi vil hellere kritiseres for, at der sker for meget, og at vi er på forkant, end det modsatte.

Læs også: Ny direktør vil bruge krisen positivt

Grønne muligheder
Den erfarne direktør er fortrøstningsfuld, når han bliver bedt om at vurdere branchens potentiale i fremtiden. Og han insisterer på at tale om muligheder frem for trusler. En af de helt store muligheder er den grønne omstilling. Her kan installatørerne komme til at spille en meget central rolle, mener Niels Jørgen Hansen.

– Installatørerne skal gribe de forretningsmulighederne, som vil opstå i forbindelse med den grønne omstilling de næste mange år. Det er oplagt, for branchen er godt klædt på uddannelsesmæssigt og er vant til hele tiden at bruge ny teknologi til at skabe værdi for kunderne.

Han mener også, at branchen efterhånden har haft held med at fortælle omverdenen, hvor vigtig teknologien er, når det gælder om at reducere CO2-udledningen fra bygningsmassen.

– Der vil formentlig fortsat være mange, som snakker om isolering og termoruder, men jeg mærker tydeligt en større forståelse for, at vi er ved at komme ind i en ny fase, hvor det handler mere om teknik. Vi går fra at have fokus på energi til at have fokus på CO2, og det gør installatørernes del af opgaven mere central. Den forståelse er også nået til de øvrige brancher i byggeriet, og jeg synes på samme måde, det er afspejlet i den rapport, som det samlede Klimapartnerskab for Byggeri og Anlæg afleverede til regeringen tidligere i år.

Trapper ned
Niels Jørgen Hansen lyder ikke som en mand, der er ved at gå på pension. Få dage før sidste arbejdsdag taler han stadig i nutid og meget engageret om branchens muligheder – og man får lyst til at spørge, hvordan han har holdt dampen oppe i det samme job i mere end 30 år.

– Jeg er blevet i jobbet, fordi der hele tiden har været nye udfordringer, og fordi mit job har forandret sig kolossalt gennem årene. Det job, jeg slutter med, er et helt andet end det, jeg startede i – og derfor er jeg ikke gået død i det. Der har været udvikling hele vejen igennem, konstaterer han.

Pension er heller ikke det helt rigtige ord for, hvad der venter Niels Jørgen Hansen de kommende år. Der er snarere tale om en nedtrapning, for han har stadig en post som bestyrelsesformand for Sjællandske Medier og et job som intern revisor i partiet Venstre at passe. Men han ser frem til at få lidt mere tid.

– Jeg vil gerne se mere til børnebørnene, og jeg vil gerne have mere tid til at holde mig i form, så det bliver forhåbentligt til flere ture i kajakken eller på cyklen nu. Men jeg kommer til at savne samværet med medlemskredsen, bestyrelsen, kollegerne i huset og folk fra andre organisationer. Jeg har haft et smadderspændende job, det har været en fornøjelse, understreger Niels Jørgen Hansen.