fbpx
13. september 2021

Varmepumpe-salget i kæmpe stigning

Af: Michael Degn

Foto: Joachim Rode

Det seneste år er der solgt 56 procent flere vandbårne varmepumper sammenlignet med året forinden.

Et glohedt varmepumpemarked sætter nu for alvor tydelige spor i salgsstatistikkerne. Det seneste år er der solgt 19.179 vandbårne varmepumper, hvilket svarer til 56 procent flere i forhold til samme periode året forinden. Det viser de seneste tal fra Energistyrelsen. Tallene får de store smil frem hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.

– Tallene stemmer meget godt med vores forventninger til markedet. Det er udtryk for den store efterspørgsel, der er på varmepumper. Samtidig er det ekstremt positivt, at statistikken nu dokumenterer, at vi er ved at være på niveau i forhold til at få konverteret de mange olie- og naturgasfyr, der er behov for de kommende år, siger Troels Hartung, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Han peger på, at der frem mod 2030 er behov for at få udskiftet cirka 30.000 energikilder årligt i den danske boligmasse for at nå den politiske målsætning om at nedbringe CO2-udledningen. Her er det typisk luft-vand-varmepumper og jordvarme, der sammen med fjernvarme vil erstatte de mange olie- og naturgasfyr, og med knap 20.000 solgte enheder det seneste år, er vi på vej i den rigtige retning.

Rygstød til investering
Den store stigning i salget er sket i en periode, hvor både Bygningspuljen og håndværkerfradraget har sendt tilskudskroner i retning af boligejerne for at få flere til at skifte energikilden ud. Tallene viser derfor, at det virker.

– Boligejerne har vidst, hvad de kunne forvente, og hvis de ikke fik tilskud fra Bygningspuljen, så kunne de gøre brug af håndværkerfradraget. Det har givet det sidste rygstød til at tage beslutningen, selvom boligejerne selv står for langt den største del af investeringen. Hvis det skal fortsætte, er det vigtigt, at boligejerne også fremover ved, hvad de kan forvente på det her område, siger Troels Hartung.

Selvom salget af vandbårne varmepumper er steget mest, så er der stadig luft/luft-varmepumper, der topper salgsstatistikken. Det seneste år (1. juli 2020 – 30. juni 2021) blev der solgt godt 51.000 luft/luft-varmepumper, hvilket er en stigning på cirka 21 procent i forhold til samme periode året forinden.

Solgte varmepumper (2. halvår af 2020 og 1. halvår af 2021):

Luft/luft: 51.185 (+21,4%)

Luft/vand og jordvarme: 19.179 (+56,5%)

Kilde: Energistyrelsen