fbpx
22. marts 2021

Varmepumpe-salget stiger eksplosivt

Af: Michael Degn

Foto: Joachim Rode

Salget af luft/vand-varmepumper steg voldsomt sidste år, viser ny statistik. Mange af de solgte pumper er dog ikke blevet installeret endnu.

På papiret er der halleluja-stemning, når man ser på salget af luft/vand-varmepumper i 2020. Ifølge Energistyrelsens nyeste statistik blev solgt 52 procent flere end året forinden. Det er langt over den normale vækst, og det vækker undren hos blandt andre Varmepumpeindustrien, fordi tilskudspuljerne lå stille sidste år.

– Min bedste forklaring er, at der har været tale om en kraftig lageropbygning. Grossisterne har fyldt lagrene godt op, så de var sikre på at have noget på hylderne, siger Jens Bredning, der er formand for markedsudvalget og medlem af bestyrelsen i Varmepumpeindustrien.

Mangler sammenhæng
Allerede i foråret viste salget lovende takter, men da de nye tilskudspuljer kom i spil, blev der fyret ekstra godt op under markedet for især luft/vand-varmepumper. Tilsagnene om tilskud kom dog først i slutningen af året, og ifølge Energistyrelsen nåede ingen at få udbetalt selve tilskuddet for den færdiginstallerede varmepumpe inden årsskiftet. Det kan derfor ikke forklare stigningen. Varmepumpeindustrien, der blandt andre leverer tal til Energistyrelsen, har forhørt sig hos grossisterne og fundet ud af, at flere i løbet af året opbyggede lagre med varmepumper, som stadig var på lager i starten af året.

– Det har de blandt andet gjort, fordi vi har presset på og sagt, at de skulle købe godt ind. Det er nemlig ikke kun i Danmark, at efterspørgslen er stor. Det gælder også andre europæiske lande, siger jens Bredning.

Man skal derfor være varsom med at tolke alt for meget på statistikkens kraftige stigning, som ikke afspejler den stop-and-go-effekt, der ellers har præget 2020. Troels Hartung, der er chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne, betegner det som atypisk.

– Den sammenhæng, man normalt ser mellem antallet af solgte og antallet af installerede varmepumper, er sat lidt ud af spil i statistikken, siger Troels Hartung.

15. oktober sidste år blev den første ansøgningsrunde med tilskud via Bygningspuljen skudt i gang. De 245 millioner tilskudskroner blev dengang flået ned fra hylderne på bare fire dage. Den 7. april går det løs igen, hvor 250 millioner kroner bliver sat fri. Få mere viden på disse webinarer målrettet installatørerne, som TEKNIQ Arbejdsgiverne arrangerer i fællesskab med Energistyrelsen.

 

Antallet af solgte varmepumper i 2020. Tal i parentes er for 2019.

Luft/luft-varmepumpe: 47.711 (47.268)

Luft/vand-varmepumpe: 13.006 (8.541)

Jordvarmepumpe: 2308 (2251)

Kilde: Energistyrelsen