fbpx
05. oktober 2020

Varmepumpetilskud: Glem ikke plusserne

Af: Lasse Andersen

Energiklassen er afgørende for hvilke varmepumper, der er berettiget til tilskud fra 15. oktober.

Når det 15. oktober igen bliver muligt at sikre sine varmepumpekunder et kontant tilskud, er det vigtigt at holde øje med varmepumpernes energiklasse.

Med indførelsen af den nye tilskudsordning (bygningspuljen) er det nemlig kun varmepumper, der er A+++ mærket, som kan få det store tilskud. Installation af en A++ varmepumpe giver et lidt mindre tilskud, mens en A+ varmepumpe ikke giver noget tilskud overhovedet. Det fortæller Maria Rizzo, der er konsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.

– Der er faktisk stadig en række varmepumper på markedet, som har energiklassen A+, og med indførelsen af den nye ordning giver de ikke tilskud. Det skal installatørerne selvfølgelig være opmærksomme på, for det er ærgerligt at ende i en situation, hvor man har lovet kunden et tilskud, som så ikke bliver udbetalt alligevel, siger hun.

Læs også: Varmepumpetilskud: Så meget kan kunden få

I 2020 er den samlede tilskudspulje på 245 millioner kroner. Ud af dem er mindst 60 procent øremærket til varmepumper og andre energirenoveringer, hvilket svarer til 147 millioner kroner.

TEKNIQ Arbejdsgiverne vurderer, at tilskuddet i år rækker til installation af cirka 5.000 varmepumper.

Læs også: Få overblik over tilskudsordninger

Så meget kan kunden få i tilskud

Eksempler på tilskudsstørrelser ved at konvertere til en luft/vand-varmepumpe, A+++:

75 m2 – 100 m2: 26.000 kr.

101 m2 – 150 m2: 28.000 kr.

151 m2 – 200 m2: 31.000 kr.

201 m2 – 250 m2: 33.000 kr.

Hvis luft/vand-varmepumpen kun har en A++ mærkning bliver tilskuddet 4.000 – 6.000 lavere. Hvis den er mærket med A+ eller mindre er tilskuddet 0 kroner.

Kilde: Energistyrelsen og TEKNIQ Arbejdsgiverne