fbpx
01. marts 2021

Varmepumpetilskud står til at skrumpe

Af: Michael Degn

Tilskuddet til en ny varmepumpe bliver reduceret med nogle tusinde kroner, hvis nyt oplæg fra Energistyrelsen bliver realiseret.

Pengesækken kan ende med at blive lidt mindre i den kommende runde af tilskud til varmepumper og andre energirenoveringer i danske hjem.

Helt konkret foreslår Energistyrelsen at sænke varmepumpetilskuddene med 2,5 procent. Det svarer til 2000-3000 kroner mindre for et gennemsnitligt parcelhus afhængig af varmepumpe-typen.

– Selvom der i år er tilført flere penge til puljen, så er der ikke penge nok i det lange løb. Vi ser ind i, at der skal udfases omkring 30.000 olie- og gasfyr årligt i løbet af de næste 10 år. Hvis man vælger at nedsætte tilskuddet, så kan man naturligvis få pengene til at række længere, men det bliver også sværere at nå de husejere, der kræver størst økonomisk motivation for at skifte oliefyret ud, siger Troels Hartung, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Tre runder i spil
Takstændringerne er i høring til den 8. marts med en forventning om, at bekendtgørelsen bag kan træde i kraft senest den 30. marts. Som installatør er det derfor en god idé at forberede sine kunder på, at de kan risikere at få et lidt mindre tilskud end forventet – hvis de overhovedet kan nå at få del i de eftertragtede tilskudskroner. Sidste år blev puljen tømt på bare fire dage, og tre ud af fire ansøgninger fik afslag. Af samme grund lægges der i høringsmaterialet op til at dele puljerne op tre dele i stedet for at have én pulje efter først-til-mølle-princippet.

”Det forventes, at der i 2021 vil blive fastsat tre ansøgningsrunder, som vil åbne i hhv. ultimo marts, primo august og medio oktober/primo november.”, lyder det i høringsbrevet fra styrelsen.

TEKNIQ Arbejdsgiverne opfordrer dog til, at der i første runde bliver rigeligt med penge, så det opsparede behov ikke blot bliver skubbet foran.

Læs også: Bygningspuljen tømt på fire dage

– Man kan ellers risikere, at puljen løber tør tre gange om året. Det kan give folk en vis ansøgningstræthed, hvis de  gentagne gange oplever at få afslag, fordi puljen er tom. Derfor er det vigtigt, at puljen er rigeligt stor i første runde, så man også får håndteret alle de ansøgere, som fik afslag i 2020, og som må forventes at sidde klar, når puljen åbner, siger Troels Hartung.

Mens der bliver lagt op til en reduktion i tilskuddet til varmepumper på 2,5 procent, så ser det mere sort ud for boligejere, der drømmer om at isolere mere eller skifte døre og vinduer. Her er der lagt op til at reducere tilskuddet med henholdsvis 7,5 og 10 procent. Samlet er puljen i år på 675 millioner kroner.

TEKNIQ Arbejdsgiverne arrangerer to webinarer med vejledning om den nye tilskudsrunde i samarbejde med Energistyrelsen. De kommer til at foregå den 23. og 25. marts. Tilmelding her.

Læs hele høringsmaterialet her