fbpx
02. oktober 2018

VE-uddannelse burde være lovpligtig

Af: Jesper Melgaard

Foto: Bax Lindhardt

Rask El i Maribo var blandt de første, der blev certificeret som VE-installatør, fordi virksomheden gerne ville have papir på sine kompetencer inden for varmepumper og solceller. Ledelsen mener dog, at VE-godkendelsesordningen mister værdi, fordi den ikke er lovpligtig.

Solen står højt over Maribo på en ellers kølig efterårsdag og spejler sig i solcellepanelerne på taget af den store, sorte bygning, hvor Rask El har til huse. Solcellerne et synligt bevis på, at vedvarende energiløsninger har en central plads i bevidstheden hos ejer Søren Rask og partner i virksomheden Jacob Goldbeck.

Derfor var Rask El også blandt de første i køen, da det for fem år siden blev muligt at blive certificeret som VE-installatør.

– Vi blev først certificeret inden for solcelleanlæg, som vi allerede på det tidspunkt havde lavet rigtig mange af, og efterfølgende også for varmepumper. Uddannelsen som VE-installatør gav en god grundviden, ligesom vi med den efterfølgende vejledning fik bedre styr på vores arbejdsgange, forklarer Søren Rask.

– Vi har helt bevidst valgt at blive certificerede inden for de specialområder, vi vælger at fokusere på. For det er her, der er penge at tjene, uddyber han.

Ordning skal have mere vægt

Et kig på virksomhedens hjemmeside afslører da også en lang liste med forskellige former for certificeringer, der – udover VE-installatør-logoet – blandt andet også omfatter DBI, KMO, KSO og en status som Energivejleder.

– Der er i hvert fald for mange certificeringer til, at de alle kan være på firmabilerne, hvis der også skal være plads til vores eget logo. Men det signalerer jo, at vi har fagligheden på plads, smiler Søren Rask.

Læs også: Markedet er oversvømmet af VE-ordninger

Selvom han er glad for, at Rask El kan kalde sig for certificeret VE-installatør, understreger han, at der er brug for, at man fra politisk side gør mere for at sikre kvaliteten af det stigende antal VE-installationer.

– Hvis VE-installatør-ordningen for alvor skal have vægt, så skal den gøres obligatorisk. Det betyder efter min mening, at man fra politisk hold skal stille krav om, at slutkunderne skal vælge en VE-certificeret installatør, hvis man vil have adgang til de VE-tilskudsordninger, som findes, siger Søren Rask.

Op med VE-niveauet

Netop det faktum, at VE-installatør-ordningen er frivillig, er ifølge Jacob Goldbeck også den primære grund til, at virksomheden ikke i højere grad har brugt ordningen som salgsargument.

– Vi har da fået et par VE-kunder, som er kommet til os, fordi de har fundet os inde på VE-installatørens hjemmeside. Men jeg tror, det ville have langt større vægt, hvis ordningen var obligatorisk. Jeg ved godt, at regler ikke altid er vejen frem, men vi har med anlæg at gøre, som ofte kræver, at kunderne investerer op til 100.000 kroner. Og så burde det være naturligt, at dem, som står for installationerne, ved, hvad de har med at gøre – og kan bevise det, siger han.

Læs også: Minister: Regler er ikke altid løsningen

Han bakkes op af Søren Rask, som mener, der generelt er brug for at hæve standarden af de forskellige VE-installationer.

– Der er rigtig mange gode anlæg, der fungerer, som de skal. Men vi ser altså også en del dårlige eksempler. Vi så problemet med solcelleanlæggene, da de var på deres højeste for nogle år siden. Der var anlæg, som blev sat op af folk, der tydeligvis ikke vidste nok om, hvad de havde med at gøre. Og vi ser det samme i dag med varmepumperne, konstaterer han.

Vil hellere sige nej

Når Rask Els hvide vogne kører rundt på landevejene på Lolland og Falster, er det i knap ti procent af tilfældene for at installere og servicere forskellige former for VE-anlæg. Tallet kunne dog ifølge de to virksomhedsledere sagtens være større.

– Ligesom i sin tid med solcellerne, så findes der også inden for varmpumperne en lang række mere eller mindre gode produkter. Men vi har besluttet at holde os til de anerkendte producenter og grossister. Når det gælder varmepumper, holder vi os for eksempel primært til Panasonic, og vi siger nej, når kunderne beder os om at sætte no-name-produkter op, fastslår Søren Rask.

– Ja, det gælder om at turde sige nej. I sidste ende er det jo os, der får skylden og står for ansvaret, hvis vi går med til at sætte noget skrammel op, der ikke virker. Vi er ikke bange for at sige nej, siger han.

Jacob Goldbeck nikker og understreger igen, at der er brug for at sikre kvaliteten af de VE-anlæg, der opstilles rundt om i Danmark.

– I sidste ende er det jo vores faglighed som installatører, der er vores vigtigste salgsargument.