fbpx
18. februar 2021

Virtuel varmepumpe viser det usynlige

Af: Lasse Andersen

En ny virtuel 3D-varmepumpe skal blandt andet gøre elektrikere og vvs’ere klogere på, hvad der foregår i varmepumpers lukkede kredsløb.

TEKNIQ Arbejdsgiverne, Blik & Rørarbejderforbundet og Dansk El-Forbund har i samarbejde med El- og vvs-branchens uddannelsessekretariat (EVU) udviklet en virtuel luft-vand-varmepumpe, som kan vise alt det, der ikke er synligt på en fysisk luft-vand-varmepumpe, fordi det foregår i lukkede rør og kredsløb. Målet er at gøre luft-vand-varmepumpens kredsløb og temperaturer meget konkrete.

Løsningen består af to dele. En simple udgave, hvor luft-vand-varme-pumpen er i drift uden påvirkning af forbrug, svingende udetemperatur eller lignende. Og en scenariebaseret udgave, hvor luft-vand-varmepumpen vises, når den er i drift i huset, og hvordan den arbejder.

Udgangspunktet for scenarierne er, at luft-vand-varmepumpen er korrekt dimensioneret til husstanden og installeret korrekt.

Den digitale luft-vand-varmepumpe er en konceptuel varmepumpe. Det betyder, at du kan finde alle hovedkomponenterne i den, men at isoleringen og den elektriske del er udeladt for at styrke fortællingen om funktion og kredsløb/termodynamik.

Du kan downloade den digitale varmepumpe og finde en bruger- og lærervejledning her.